Interchange, scheme, acquirer: hvem tager hvad?

Det korte svar

Hver gang et kort betaler i din forretning, deles gebyret typisk i tre: interchange til den bank, der har udstedt kundens kort, scheme fee til kortnetværket (Visa eller Mastercard) og indløserens margen til den leverandør, du har aftale med. De to første er stort set ens for alle indløsere. Det tredje led er det eneste, din leverandør selv bestemmer — og derfor det eneste, du reelt forhandler om.

De tre led i ethvert kortgebyr

1. 1. Interchange — til kundens bank.
   Den største bid på de fleste transaktioner. Betales til den bank, der har udstedt kundens kort, som kompensation for at stille kortet, kreditrammen og svindel-håndteringen til rådighed.
2. 2. Scheme fee — til kortnetværket.
   Visa og Mastercard tager et netværksgebyr for at flytte transaktionen mellem kundens bank og din indløser. Det er et mindre led, men det er vokset støt de senere år — og det er ens for alle, der bruger netværket.
3. 3. Acquirer-margen — til din indløser.
   Det, din indløser tjener. Dækker risiko, drift, support og fortjeneste. Dette led er det eneste, der varierer fra leverandør til leverandør, og det eneste, et "godt tilbud" reelt kan flytte på.

Interchange: reguleret — men ikke for alle kort

EU satte i 2015 loft over interchange for almindelige forbrugerkort udstedt i EU: 0,2 % af transaktionen for debetkort og 0,3 % for kreditkort. Det er derfor, et dansk Visa-debetkort er blandt de billigste kort at modtage.

Men loftet gælder ikke alle kort:

• Erhvervskort (firmakort) er undtaget fra loftet og koster typisk markant mere.
• Kort udstedt uden for EU — turistens amerikanske kreditkort — er heller ikke omfattet.

Det er præcis derfor, dit kortmix betyder så meget for din samlede pris: en café i en turistgade og et B2B-lager med firmakort-kunder har helt forskellige omkostninger bag sig, selv med samme omsætning.

Blended eller interchange++: to måder at få regningen på

Indløsere prissætter typisk på én af to måder:

• Blended: én samlet procentsats for alt. Nemt at forstå, men de tre led er bagt sammen, så du ikke kan se, hvad indløseren faktisk tjener — eller om du betaler for meget for dit konkrete kortmix.
• Interchange++ (IC++): kortnetværkets faktiske omkostninger (interchange + scheme) sendes videre 1:1, og indløserens margen lægges ovenpå som et separat, fast tal. Mere linjer på afregningen — men fuld gennemsigtighed i, hvem der tager hvad.

Ingen af modellerne er "snyd" i sig selv. Men med blended skal du stille flere spørgsmål, for tallet du ser, fortæller ikke, hvad der er omkostning, og hvad der er margen.

Sådan læser du din egen afregning

Find din seneste afregning og kig efter tre ting:

1. Står gebyret som ét tal eller flere? Ét tal = blended. Flere linjer med "interchange" og "scheme" = IC++. Nu ved du, hvilken model du er på.
2. Er der forskel på korttyper? Tjek om erhvervskort og udenlandske kort afregnes til en anden (højere) sats — og om den sats stod i dit tilbud, da du skrev under.
3. Er der linjer, du ikke kan forklare? "Servicegebyr", "administrationsgebyr", gebyr pr. refund, minimumsgebyr i stille måneder. Hver linje, du ikke forstår, er et spørgsmål til din leverandør.

Fem spørgsmål, der får rigtige svar

Uanset hvem du taler med — os inklusive — er det her de spørgsmål, der skiller et reelt tilbud fra et salgstrick:

• 1 Hvad er jeres margen — adskilt fra kortnetværkets omkostninger?
• 2 Gælder satsen alle korttyper, inklusive erhvervskort og kort uden for EU?
• 3 Hvad koster en refund, en chargeback og en stille måned?
• 4 Er der oprettelse, binding eller opsigelsesgebyr?
• 5 Må jeg se en eksempel-afregning, før jeg skriver under?

Kan en leverandør ikke svare klart på de fem, ved du alt, hvad du behøver.